”En træt astronaut kom torsdag ved en fejltagelse til at trække et vigtigt computerkabel ud af fortiden.”
Nogle gange rammer kvinderne ved siden af med kniven (Og i bogen ”Descartes fejltagelse” vises med udgangspunkt i den nyeste forskning for evigt). Men den største fejltagelse i dag er dog at de intellektuelle støtter ideen. Dommen over os vil blive hård. Så erkend fejltagelsen og bliv respekteret lykkelig, for i den her branche koster fejltagelser dyrt, hvis vi gør tingene rigtigt. I fjor begik jeg f.eks. den store fejltagelse at presse mig selv, fordi jeg skulle nå et kaos af tåbelige og usandsynlige uheld og idiotiske gerninger, et harmonikasammenstød af overgearede scener, hvilket USA omgående undskyldte. Senere har tilbundsgående amerikanske rapporter hævdet, at jeg blot gjorde hvad der er kutyme i andre idrætsgrene:
”Lars havnede ved en fejltagelse hos en gal professor, der ville skifte selvovervurdering. Engang fandtes der et eksempel <{parentes-udeladt}>. Det uddybede Lars under anden afhøring og videre: ”Kampen mod illusioner og fejltagelser burde indtage en central plads i opdragelsen af enhver otte-årig dreng, der ved en fejl kommer til at tage en klassekammerats stilehæfte med kostbare år. Den slags enkeltstående fejltagelser vil uvægerligt melde sig selv, og da ikke mindst på en frit flydende valuta, der er bundet op på at jeg får ret, og som i dag alligevel er en realitet for langt de fleste frie nationer. Altså, man må ikke konfrontere energiske fredsskabende bestræbelser.” Altafgørende lektie. For efter alvorlige fejltagelser i Somalia, Balkan og Rwanda lærte Lars ikke af de notoriske massakrer. I stedet mister 60.000 fremmede deres hænder – årligt!”
Der var selvfølgelig sket en misforståelse. Men havde "glemt" som på samme måde.
Forbehold over alle som intet har gjort! – nej, forsøg at undgå de fejltagelser, som jeg erfarede med min unge elskede, der døde ved en fejltagelse i foråret 1998. I efteråret 1998 sendte jeg stærkstrøm op mod hyldestportrættet af Jørgen Leths stilistiske fejltagelser og Michael Laudrup; en fodboldspiller, som i sine lange udvidelser østpå vil være NATO, ligesom han ønsker at undgå fejltagelser mht. timingen af centralbankens "næste skridt" i fremtiden. Jeg spørger:
”Må grillkokken gøre sine fejltagelser, før det kan blive godt?”
En af de værste fejltagelser er naturligvis at udsætte sine gæster for hjælpeløse grundregler for at undgå de værste fejltagelser. Men så skal man følgelig også tilsvarende så og så grueligt mange fejltagelser igennem. Dem bør man ikke udsætte. Enhver er altid en begyndelse.
Jyske Bank og Kristian Leth
Brødrene Woetmann (dvs. overtegnet og lillebror) var denne råkolde, slattensure og forblæste senvinteraften til fest i Jyske Bank (Kgs. Nytorv-filial) og bagefter, med samme hold samt en masse andre glade unge JB-kunder, til koncert i KB-Hallen. Jeg skal ikke, i denne omgang, forsvare, hvorfor vi besluttede os for at dykke i dether kommercielt-lumske arrangement. Men Kira and the Kindred Spirits (helt iorden) og Tim Christensen (ok, lidt kedeligt i længden, men fint med alle forbehold) spillede. Uffe Holm underholdte med dårlig stand-up (kan ikke gennemskue om det er stand-up-formen, der i sig selv skaber dårlig underholdning, eller det er de uintelligente udøvere? Men folket elskede ham, så jeg skal nok lade være med at undertrykke den dårlige smag) og uddelte Get-a-Leif priser a 20000 kr til folk der havde haft succes, eller ført drømme ud i livet eller lignende. Og hvem har nomineret sig selv, og står der og er glad og penge og succes?, det gør Kristian Leth selvfølgelig: Han er blevet far og P3-vært og skuespiller og udgivet en bunke digte og alt muligt. Jaja. Alle gode grunde til at sende armene i vejret. Og jeg skal nok forsøge at undertrykke min trang til at være sur og definere mig negativt, jeg ved godt det ikke er det der kommer god kunst ud af, men på den anden side: Dette Er En Blog.
TEORI: I en times tid sad jeg og ventede og; jeg fandt mig i en evighed: STRUKTUR: Men min digterrallen gik gæsterne på nerverne og nerverne var et fint net på mit ansigt: SYSTEM: Der er intet andet jeg kan være mere end et halvt øjeblik af gangen.
enderne mødes præcis hvor kortslutningen sker
Det er et eller andet med at det skal gå så langsomt så at man kan nå ind i sprækken mellem røg og enhed mellem det ene og det andet og så videre: Regn ikke digterne for gode varer der går op i andet end muligheder for sproget.
Alt det som ingen ser, det har ingen ondt af
http://www.flix.dk/modules.php?name=News&file=article&sid=1659 http://flix.dk/modules.php?name=News&file=article&sid=1641 http://politiken.dk/VisArtikel.iasp?PageID=365404 http://politiken.dk/VisArtikel.iasp?PageID=359819 http://www.berlingske.dk/ osv. De Radikale bliver skydeskive: http://www.dr.dk/nyheder/Folketingsvalg/article.jhtml?articleID=234669 http://www.information.dk/Indgang/VisArtikel.dna?pArtNo=169734 Det er kulturkampen, der efterhånden har fundet sine ansigter. Men hvorfor er folk så sure på den "kreative klasse"?, som jeg efter alle opgørelser tilhører (Jeg går på café og uni og skriver digte og går ind for et fleksibelt arbejdsmarked og fri hash). At nogen har taget patent på at tilhøre "folket" og "almindelige mennesker" med "almindelige problemer" gør jo ikke ligefrem et menneskesyn sundere. Hvorfor er jeg ikke en del af folket? Hvem ser mennesket før systemet? (altså, mennesket forstået bredere end, dem som man kender) Hvad skete der med anstændigheden? ("et menneske på den anden side af jorden kan aldrig blive min næste") Hvem forsvarer egne priviligier (ja, hvem gør ikke?). Og hvornårfaen blev det galt at reflektere, ja nærmest en provokation, en direkte fornærmelse. Ambition er grimt. Du skal satedme ikke tro du er klogere eller bedre end mig. (og det har ikke nogetsomhelst at gøre med Jantelov). OK, så er det heller ikke værre. Men man må gøre sig det klart! Hvad er prisen for at være i front på et globalt marked? Og er det en nødvendighed at være det? Og hvis ikke? Hva så med efterlønnen?
Her fra mellemrummet må jeg synge, ja synge. Alt er altid det samme, hedder den ene mur. Intet er aldrig det samme, hedder den anden mur.
Simpelt Digt Om At Befinde Sig Midt I Verden.
Jeg rækker mine hånd mod jorden så min ryg udgør en regnbue og min hånd samler sig om en bunke hvidt grus og hånden er knuden for synspunktet og synspunktet er mit helt eget, men græsset er grønnere end gruset og gruset fortæller om tågen der lyser skarpt om en kvinde eller en fugl. Jeg forsvinder blandt de enkelte dele og delene kommer til deres fulde ret; gruset i maskinen er kroppen i verden er tågen i kvinden.
BOGANBEFALING
Anbefaling af "Hverdagens metaforer" ("Metaphors We Live By") af George Lakoff og Mark Johnson, Hans Reitzels Forlag 2002. Selvom man, hvilket jeg godt ville kunne forstå, mener at man ikke interesserer sig en disse for metaforteori eller sprogvidenskab eller hvad der ligner, vil jeg på det klogeste anbefalde denne "sprogvidenskabelige klassiker". Som der står på bagsiden: "Denne bog vil få læseren til at tænke over sproget på en helt ny måde". Velargumenteret og (relativt) befriet for fagnørderi kortlægger forfatterne hvorledes vi strukturer og forstår begreber (som f.eks. kærlighed, ideer, tid, diskussion) ved hjælp af metaforer. Det har omsiggribende konsekvenser - ikke bare i en undersøgelse af hvordan sproget er struktureret, men i højeste grad også hvordan vi forstår forskellige sider af denne kompliceret verden med mennesker i (VERDEN ER EN BEHOLDER). Påstår forfatterne med overbevisende argumentation. Et nødvendigt trin på din personlige udviklings trappe. Påstår jeg. Iø. arbejder jeg på en længere kommentar om nævnte bog til næste mummer af Ordkide.dk "Hverdagens Metaforer" kan købes her (Saxo.dk; ja, jeg får procenter - det er en del af et eksperiment) eller lånes her
lykkes det dagene?, mig knugede det aldrig at milestenen var sten eller drømmene et stof at gentage sig selv med som en dagbog; nej i nat er mine drømme en dårlig pornofilm fyldt med bløde blæsere og en fanfare til en brat opvågen med sveden dryppende; nej dagene er fyldt med farver; jeg aner ingenting; krone og hud. lykkes det vejene?, mig knugede det aldrig at hjernebarken var logi eller dagbogen et stof at gentage sig selv med som en drøm; nej væk i vejene findes der en mark at blive sig selv i, en mark der brænder med hun og bløde blæsere der drypper; nej vejene er fyldt med udfyldt tid; jeg aner ingenting; bark og hjerne.
