Jeg har skibet endnu et brev afsted til JS
Men Sternberg! Jeg forsøgte i første omgang, at skrive dette brev i hånden, for at fremme personligheden; lade den skære sig gennem ordene som et filter, men det fungerer ikke for mig, med den håndskrift. Jeg er vokset op med et keyboard i hånden, og det må jeg altså bare acceptere. Håndskriften er helliget personlige noter, og skitser i fremmede lande. … Jeg tror kun det er mig, der kan læse min skrift. Du skriver om Positiv omgang med andre mennesker, og ja, en sådan beskæftigelse kræver, at man taler ordentligt til hinanden, at man møder den fremmede, den anden med respekt – netop fordi den anden er sin egen ret, som man selv er det, og fordi man ikke kender den fremmede, som man ikke kender sig selv. Når man med en høflig attitude møder et menneske, siger man; jeg kender dig ikke, og lader derfor være med at være klodset med det der er dit. Man undgår at træde hinanden over tæerne, at støde næserne sammen, før man har danset så meget, at man har skabt en grund, hvorpå det at gnubbe næser ikke er en underkendelse af sin egen, eller den andens integritet. Og det er en forudsætning for den konstruktive, den nødvendige dialog. Med venner står man, hvis de er venner, altid på den grund. Det er derfor jeg ikke kan være uenig med dine betragtninger. Nej, det er ikke bare derfor. Men jeg misforstår med vilje hele tiden, … det med betegnelserne for samtalepartnerne eller sengepartnerne, kan være en udmærket genvej til den føromtalte grund. … men altså, jeg forstår ikke hvorfor det er så sjældent med ordentlige samtaler, jeg forstår det ikke, jeg mener, nu bor jeg på et kollegium med mange unge, fornuftige og oplyste unge mennesker, og vi snakker aldrig med hinanden om mere end; har du noget mælk?, gik din eksamen?, er det i orden jeg skifter kanal?, og det leder nærmere en af de pointer jeg gerne vil gøre i denne omgang, eller høre dine tanker omkring. Dette: Positiv omgang med andre: Betyder det mere end, at man kan holde ud at være i rum eller verden med hinanden? Det håber jeg, som i konstruktiv dialog. Og for at komme ind i en sådan, er det så ikke en forudsætning, som det er en forudsætning i mødet, at man har mod til, at gå ind i dialogen med hele sin holdning, alle sine syn og drømme og historier? Jo, selvfølgelig gør det det, det er selve fundamentet for demokratiet, er det ikke? Men, jeg tror, nej føler at jeg og mine jævnaldrene har meget svært ved at finde dette mod, at møde hinanden som i samtalen. Man har nok holdninger og meninger om ting, men man taler ikke om dem, man lader dem ikke brydes, for man tror at ens tanker om verden er ligegyldige i det store og hele, kan det være lige meget. Det er også trættende at diskutere hele tiden, det er besværligt at tale. … Det er derfor, at jeres opgave, til fremme for den almene samtale, for mødet, gør mig så varm: Det er noget af det der skal til! Men glem ikke, at komme forbi mit kollegium, denne mainstreamungdom I kan finde her, trænger til at blive stødt på samtalen. Og alt dette er det store – i så fine detaljer – en spejling af, nej, en forvrængning af: for i det store vader magten, og så skal man dukke de andre skal man. …Uenigheden er kun i familie med konflikten, hvis den ikke står på en god og familiær grund af respekt, tillid og mod. Men jeg skriver så hurtigt så langt. Der er alt for mange løse ender, men sådan må det være, det tror jeg på, og altså, alt det bedste til din del af byen. Lars-Emil
- af le @ 2/28/2006 11:53:00 PM 0 Reaktion(er)

 
88
Den dobbelte evighed, når to kroppe støder sammen. Den evige dobbelthed i kollisionen: Kroppenes ild. Jeg udtaler hendes navn: Inge … og ser op i loftet, det roterende værelse, rødbrune vægge; den nøgne hud. Dagens første lys, der pletter bagvæggen. Hendes krop; let firkantet, og brysterne en smule for små set i forhold til mængden af mælkefedt i overarmene. Det sidder forkert / fedtet, tænker jeg, men hvad, hun gør sig så meget mere umage. Gør sig så meget mere åben. Og hvem kan alligevel mærke forskel? Jeg nåede bare at sige farvel til Alfred, før jeg fulgte Inge ”ud for at trække noget frisk luft”. Snakkes!, råbte jeg til Alfred, og han vinkede og var væk. Terkel bemærkede vist også, at vi skred sammen, mens Hans bare var væk i sine tåger, og Inge havde travlt nok med at komme ud. Udenfor hiver jeg et par smøger frem, og spørger, hvor hun driver henaf. Hun tager den ene, og placerer den mellem læberne. Inge har malet sine læber lilla, øjnene røde, hun har et hvidt tylskørt på. Og skubber hovedet lidt frem, så jeg kan komme til at tænde for hende. Hjemad tænker jeg, siger hun. Jeg nikker og tænder selv. Vi begynder at gå. Af Store Kongensgade mod Kongens Nytorv og metroen. Den kører hele natten i weekenden, svarer jeg på hendes spørgsmål. Vi kender ikke hinanden på forhånd, men snakker alligevel om alt og ingenting af den grund. Den totale åbenhed. Løst og fast. Inge kommenterer fjolserne fra Boltens gård, og jeg nikker og griner. De er sgu ikke for kloge demder, og det virkeligt sjove er, at de ikke aner det, men tror sig jetset og ovenpå bolledejen, de er bange siger jeg, og synes jeg lyder som Terkel. Det er noget Terkel kunne sige, tænker jeg, og kommer kort efter til at sige det. Inge griner bare, og glimter. Mens vi venter på metroen skriver Inge en besked, og jeg forsøger at skjule min rejsning.
- af le @ 2/27/2006 12:12:00 AM 0 Reaktion(er)

 
Ksavd! - en ungdommelig bekendelse, eller Et Sort Syn
At arbejde er at glemme, at glemme er at arbejde, kunne man sige tingene hænger sammen? Alt er forbundet uden at betyde noget. Det er oliepriserne der stiger, oliepriserne …, og kaffepriserne der falder, men det spændende er: Hvordan påvirkes vores samfund?, om vi overlever stagnationen? ((det gør vi sgu nok) eller endnu mere spændende: hvordan påvirker det forholdet mellem stammerne?), hvis ja, så er der ingen tvivl, det er en sund proces, så længe vi holder vores hoveder kolde og hjerterne varme, eller rettere eller omvendt, rettere: når samfundet skrælles ind til benet, vil det åbenbare sig om folkesjælen er sund eller syg? Det foregår i det mindste. Og gentages i det største, som en gentagelse af det første. Intet bekymrer mig virkeligt ikke. Jeg klarer mig. Jeg har min dag, og kan altid hvad og videre. Men jeg bekymrer mig for mine jævnaldrende, mine kære jævnaldrende: I ved virkeligt ikke, eller nærmere, modet er opløst i forskellige studieretninger. Kunne man sige? Pædagogikken gør blød og modtagelig og til at snakke med, men forbruget lokker med sine handlemuligheder. I den forstand er alle forbrugere aktivister eller aktionærer, Men, man handler ikke virkeligt, man leger bare syg. For hvem, kan finde ud, finde ud af at aktivere sig selv, når stagnationen for alvor sætter gennem. Hvem orker at komme op til ingenting: Alle universitetets børn er blomster, man skal bare huske, at plante dem med hovedet nedad, man skal bare huske, at give efter for trangen til at sige: vi er de rigtige. Jeg tillader mig at sige det alligevel: Reklamen er syg, danskeren er småborgerlig, på en sådan rigtig kedelig og bemærkelsesværdig måde, der minder lidt om visse isolerede arter, der længe har levet uden bekymringer, på øer i en ukendt del af verden. Men altså også med visse specielle, særegne karaktertræk. Jeg siger intet, men noget falder ud. En gentagelse er også et udtryk og en holdning. Degenereret kunst f.eks. Således befattet og gennemgående kan jeg gennemgå mit program. Allerede er forsvundet ud af mine drømme. Bare fordi. Hvordan finder man sig i sin ensomhed? Vi mangler mod, vi mangler karakter, vi mangler evnen til at sortere, sortere fra. Samle ind. Overstrømningen er vældig, men det er let at sætte sig ud over. Jeg gik ud fra, den anden dag. Og fandt et ansigt at bære. Men jeg mener stadig intet alvorligt. Intet er sikkert: Jeg anbefaler helt klart en kombineret model, bestående af modstandsfrihed og bevidste fravalg, læs dagens avis, men lad være med at købe den. Så er det sagt. Fremtiden kommer alligevel, men hvis du ikke gør tingene, sker der ikke noget. Tingene hænger sammen og blander sig op i. Balladen er til at tage og føle på. Folk dør i virkeligheden. Sådan rigtigt, og det er ikke altid særligt behageligt. Til tider er det ligefrem grimt, og det er en pille man bliver nød til at sluge. Altså, det er klart at politikerne er forløjet og medierne manipulerbare. Men det gør det også let, altså, at tone frem på skærmen, at sige tingene som de er. Man griber til de forhåndværende redskaber. Fingrene og munden som udsøgte kilder til nydelse. Men der skete ikke meget den dag. Det gjorde der ikke, og hvorfor så? Jeg beder gerne om mere kaffe, og det fornøjer mig ikke at betale, altså det fornøjer mig, for det fritager mig for arbejde, altså det arbejde, der ikke er til at sige sig fra for. Som betyder jeg er fri til at levere min ydelser gratis, måske, man kan tale om at danskeren er et opløst begreb? Både og, hvis du kan læse mine læber, skal du være velkommen i mit værested. Og jeg anbefaler at sætte i stedet for. Åbenhed betyder modstandsfrihed. Frihed betyder at kunne sige fra og til. Tolerance er et spørgsmål om temperament. Og det hele fortættet i et forvirret udsagn. Gå gerne over for rødt, men det er også ok for mig, hvis du holder for grønt. Jeg blander mig ikke, men jeg blander mig gerne op i din tænketanker. Fordi jeg kan, og fordi du og de heller ikke kan lade være. På den led kan man sagtens tale om vilkår, men ikke uden at sige mulighed. Gaven at turde tage det bedste fra det mulige uden at tage noget for nogen eller nogen for noget. Det kapitalistiske samfund er afhængig af billig energitilførelse. Sådan er det bare. Oliejunkie. Alle de mennesker som er afhængige forstår jeg så glimrende, og også deres modstand. Men det er surt. Og derfor er vi på vej ind i en revolution, og det er ikke umuligt at vi allerede står i den. Nej, det er slet ikke umuligt. Men hvor voldsomme bliver abstinenserne, hvor meget krig skal vi igennem før vi er igennem? Jeg siger ikke Irak, men jeg siger at Irak bare er et forspil, et forsøg a la dette, man ser det når magtkampene for alvor tager til, og historien skrives baglæns. Uden at være surmuler er der måske en parallel mellem Irak og Spanien? Jeg siger bare, lad og være og arbejdet med en ny infrastruktur begynde. Polyfonismen er en klar løsning på et umuligt overblik. Jeg skriver en glimrende mulighed at sammenligne samfundet, systemet, markedet – offentligheden – med en koloni af bakterier, eller måske klarere: Et tarmsystem med en mangfoldig flora, som altså, det betyder ikke noget hvis noget bliver skåret ned. Evnen til reproduktion er overvældende. Om en måned er en evighed. To måneder en plan værd, tre en årstid, fire et semester, fem en -tilstand, seks måneder er forsvundet, og alt er det samme. Og så videre. De undseelige forandringer, der ændrer alt. Et øjebliks penge og verden er en anden. Du kunne være død, men du lever. Det er ikke svært. Nej, intet er svært. Jeg er virkelig. En urolig stemme. Ksavd! Der falder i alle de fælder, alle de huller der er umulige. Begrebsforvirring! Syntaksforvirring! Upræcision! Og så videre. Jeg drømmer om igen at drømme når jeg sover.
- af le @ 2/24/2006 02:03:00 AM 0 Reaktion(er)

 
Den gode Jesper Sternberg har sendt mig endnu et brev, den brevskriver
Kære Forfatter med dødsforagt! Jeg orker ikke nok engang gå ind i navnediskussionen – det må blive en anden gang – enten når, der er fred for alvor eller, når krigen bliver tilpas håndgribelig til, at behovet for at gå i fosterstilling med et eller andet fuldstændig åndsvagt, bliver større, end det er lige nu. Nå skidt, eller; jeg vil godt lige sige, at nogle gange, kan det at anvende en anden betegnelse for folk, end den man bruger til hverdag, være medvirkende til, at man tager hele samtalesituationen mere seriøst. Min farmor sagde altid: - Det er sværere at sige røvhul til en, som man er Des med, end det er at sige det til en, som man er dus med. Og det er der sikkert en pointe i, men hun var Des med storts set alle, og det er jeg jo ikke, så jeg er ikke helt sikker på,hvor jeg vil hen – og da især, fordi nogen jo, i den grad, rent faktisk er røvhuller. - Ikke mere navnesnak! Ja, der gik jo et stykke tid førend du svarede, og nu er vi så, ikke med ét, men alligevel snigende pludseligt, i en situation, hvor vi er, midt i en besynderlig tilstand af propaganda-påvirkning, og alligevel forventes vi hver især at gøre en masse helt banale ting. Der falder jo ikke bomber ned fra himlen, som kunne undskylde at sætte sit liv i stå for en tid. Det er dog som oftest blot et spørgsmål om at nævne ordet Islam, førend ansigter forvrides, skyldsspørgsmål skal afgøres og stemning bliver uartikuleret. Andre steder er det Dansk Folkeparti, som hadet er rettet mod. - Ikke så trist! En ting, som jeg ofte hører er: - Tag det roligt, vi kan jo alligevel ikke gøre noget ved det. Jeg lader den, der siger det, slippe af sted med det, men vi er jo altså, trods alt, skabninger blandt mange andre skabninger, og tilsammen udgør vi forskelle i et landskab, bygget op af netop det; forskelle. Apropos det; Jeg knokler for at finde egnede steder at besøge i forbindelse med JEG TALER IKKE TIL DIG – DU TALER IKKE TIL MIG. Hvis du, eller nogen du kender, skulle komme på et sted, som kunne være interesseret, og som egner sig til projektet, må du endelig give mig besked. Du kan eventuelt henvise dem til projektets hjemmeside først. Du snakker om tidsskrifter. Jeg kan godt lide at læse gamle tidsskrifter. Det er spændende at se, hvordan kunstner/forfatter-konstellationerne så ud i 60erne, 70erne og 80erne. Jeg følger ikke så meget med på tidsskrift-fronten – bidrager i ny og næ – ikke så meget. Jeg ved ikke, om det skyldes egenskaber ved mig selv eller tidsskrifterne. Det synes bare ikke så tillokkende. Jo, måske som nok en medalje til smykkeskrinet, men ellers ... jo, sommetider ... jeg ved ikke ... og det med at vedkende sig avantgardbevægelser, kulturradikale, tale almindeligheden imod - jeg ved ikke, det gør mig træt bare at tænke på det. Positiv omgang med andre mennesker, derimod. Det tror jeg, at der er behov for; en presse, og en dertil hørende befolkning som dyrker noget andet end konflikten! - Jamen se dog, hvor idyllisk det hele med ét ser ud. Ja, ja. Nu er maden snart klar, og det er jo ganske gemütlich. Gode hilsener til dig selv og hele din familie, fra et Vesterbro, som ikke står i flammer. Mig igen
- af le @ 2/23/2006 06:21:00 PM 0 Reaktion(er)

 
Min nye bogklub

- af le @ 2/18/2006 03:40:00 PM 0 Reaktion(er)

 
89
Fest: Virkeligheden … virkeligheden, råber Terkel, og slår opgivende op i luften, er ikke simpel, du kan ikke stille det sådan op, det kan du bare ikke. Udover Hans er det kun en pige, enelleranden indiepige, der stadig sidder ved sofabordet. Hun har en tæt hvid t-shirt på, med et tryk, der er et optryk af Corto Maltese, så man kan se rasterne, sådan popartstyle, og Corto er i klassisk positur, med en smøg fra kæften. Resten danser, boller eller hænger ud i køkkenet. Musikken er åndssvaghøj, men i orden, mener Hans – det er hans fødselsdag, og derfor også hans pladesamling der bestemmer tempoet. "'Cause I like you / And I feel so Bohemeian like you". Prøv at hør her, indvender pigen, det jeg siger er ikke, det du siger, altså, jeg mener, du skyder mig ting i skoen, jeg bemærker jo bare nogle tendenser i tiden. Altså. Osv. Hans glider ud af samtalen, ud af stuen nærmest. Han følger fraværende med i dansen, og rokker lidt med hovedet, som bassen går. Den går helt skævt, og Hans er også skæv, og fuld tror jeg. Jeg sidder lidt i udkanten af lokalet, i vinduet og røger cigaretter og holder øje med slagets gang. Jeg kender ikke Hans, men spøgelset Alfred har inviteret til fest på Borgen, der er det kollektiv, hvor han og Hans bor, og det er igennem Alfred – det stakkels tilfælde –, at jeg er blevet introduceret. Jeg kan kun høre glimt af samtalen mellem Terkel og pigen. Terkel sagde ellers noget før, ja, et glimt, der holdt min interesse fangen. Men efterhånden som de har drukket, og det ikke længere, fra hverken pigen eller Terkels side handler om det de siger, er, ja, min opmærksomhed, som Hanses, blevet spredt ud i lokalet. Hans interesser mig, hans kraftige kindben, det rodede hår og hans aristokratiske holdning på trods af, hans også øjensynlige påvirkning. Der er en særlig melankoli, der hænger ved hans smil. Jeg kan ikke gennemskue dens nærmere karakter. Er du ked af det?, bliver jeg forstyrret. Det er en pige, og hun kigger på mig. Næ, skulle jeg være det? Men, du sidder her, helt alene, og ser fortabt ud. Det er jeg ikke, svarer jeg og smiler og fortsætter, men hvad hedder du så? Inge, svarer hun og blinker, ligesom tog kan blinke på baneterrænet ved Østervold.
- af le @ 2/18/2006 02:36:00 AM 0 Reaktion(er)

 
Brevvekslingen m. J.S.
Kære Jesper! Du må undskylde, at jeg ikke har fået skrevet tilbage. Der er gået alt for lang tid. Det er fordi, jeg har gået og grublet over forskellige eksistentielle spørgsmål. Jeg er endelig kommet frem til nogle svar, der giver mig ro nok til, at koncentrere mig om andre ting, som f.eks. at skrive tilbage til dig. Jeg vender tilbage til svarene senere, som i virkeligheden mest har karakter af beslutninger. Omkring hele navnesagen, tror jeg bare, at jeg vil kalde dig Jesper, der er sådan en uheldig tendens blandt forfatterne til, at kalde hinanden med efternavn. Det er ret regressivt, synes jeg, og jeg ved ikke hvorfor forfatterne har så stort et behov for bekræftelse: Jeg mener, jeg kan godt lide at hænge ud med mine forfatterbekendte, men altså ikke fordi de er netop dét, men fordi det er en kreds, hvor folk er forskellige, hvilket er, mener jeg, en sjældenhed i dag. Jeg var til tidsskriftdebat den anden uge, og det slog mig, hvor lidt ambitioner redaktionerne har. Jo, det er fint nok, at ville trykke gode tekster, gerne i dialog med billedkunst, litteraturkritikken, virkeligheden og alt det, men det er også naivt, at tro, som folk tror, at den litteratur man anser for den gode, er uafhængig af, hvilket litteratursyn de respektive redaktioner har. Der ligger altid en ideologi bag den gode kunst. Og nu må du ikke misforstå mig, jeg mener ikke, at en ideologi altid er tæt knyttet til et politisk standpunkt. Men altså, når jeg skriver, at jeg havde oplevelsen af, at der mangler ambitioner, så handler det om mod til at formulere, hvorfor man udgiver hvad man gør, og en bevidsthed om, hvorfor det er vigtigt. En bevidsthed er nødvendig, hvis man skal kunne sortere. Og det er en helt nødvendig del af det, at arbejde med kunst. Jeg ved ikke om det er fjollet eller banale betragtninger, eller om du har nogen mening om det? Iø. vil jeg lige indskyde, at Den Blå Port er et lyspunkt for tiden, der sker sgu noget, især på lederpladsen. Hvis jeg selv skulle fremsætte en ambition ville det være noget med, at være med til at nytænke kulturradikalismen, opdatere den til det 21. århundrede. Det er der behov for. Men, hvor er der et forum for en dialog, der kan spore i den retning? Når kloden drejer, øjnene drejer, når hofterne drejer, og du drejer dig om din drøm, så er det bare statsministeren der er på arbejde. … Nu nævner du Dali i dit brev, og det jeg vil skrive her, har også forbindelse til, hvad jeg er kommet frem til længere nede, som for mig, helt privat, er af yderste vigtighed. Det er ilde set, at vedkende sig mødre eller fædre, i den ironiske atmosfære der hersker i dette postmoderne vakuum vi går rundt i, og især, hvis de har tilknytning til nogle af de avantgardebevægelser, der ikke var god tone på deres tid, og altså, måske heller ikke er det i dag. Jeg taler ikke om at gentage et oprør, der er gennemført, og derfor gammeldags. Sproget er sådan set ret opløst og så videre. Men, at bruge de erfaringer, der er blevet gjort, og, så at sige, at trække dem ind i sit arbejde uden skam. Ja, der er også i dag, så afgjort behov for at tale almindeligheden imod – se: også jeg er bange for at bruge ordet småborgerligheden, selvom det på mange måder virker meget rammende, i en del af en beskrivelse af tidsånden. Men alt dette, er bare nogle spredte betragtninger, også jeg er ramt af manglen på mod til at tænke sammenhængende. … Men jeg har altså besluttet at: 1) jeg ikke er bange for at dø. 2) Jeg ikke søger ind på forfatterskolen. 3) Jeg er forfatter Alt på bedste vis! Og de bedste hilsner her fra Amar, håber vi ses i det kommende. Lars-Emil PS: hils Vinni, og tak for sidst.
- af le @ 2/17/2006 02:47:00 AM 0 Reaktion(er)

 
vittighed
Alle børnene kom ud af ungdomsfængslet undtagen Lars-Emil, for de brugte hans fil.
- af le @ 2/14/2006 12:43:00 AM 1 Reaktion(er)

 
I anledning af februar afholder koordinat sit 21. oplæsningsarrangement på Andys Bar og det vil glæde os alle, hvis I kiggede forbi lørdag d. 18. februar klokken 2030. Vi får i dagens anledning besøg af digterne Rolf Steensig Richard Rosenvold Jensen Karl-Emil Heiberg Og repræsenterer os selv med Karin Toft & Lars-Emil Woetmann Døren er som altid åben for alle og det er gratis at gå ind af den, desuden er baren åben for udskænkning og alt det. Der vil blive spillet musik fra Jukeboksen og talt om verden som den ser ud i virkeligheden i pausen. Kærlighed fra koordinat
- af le @ 2/13/2006 03:12:00 PM 2 Reaktion(er)

 
Brevveksling
Ifølge med min resarch omk. synspunkter jeg ikke fatter, var jeg inde på først Dansk Fronts hjemmeside, og derfra DNSBs ditto. Jeg læste deres principprogram (hvor der bl.a. - til min store overraskelse - står at DNSB går ind for genbrug og mod atomvåben, og at DNSB er venstreorienteret - hvilket vel er lidt absurd på samme måde, som når DF påstår, at de er et midterparti (hvilket DNSB iø. også mener, og det er ikke ment som ros til DF). Nåmen, jeg sys der var noget de havde misforstået, selvom jeg sagtens kan være med på det med genbrug og antiatomvåben, og det var hele spørgsmålet omkr. nationalstaten, som nærmest blev defineret som en naturtilstand. Derfor sendte jeg en venlig mail til landsledelsen, med tanke på at udredde denne misforståelse. Og fik hurtigt et svar tilbage, der nok betyder, at jeg ikke orker at gå videre ind i en dialog med den organisation. From : DNSB Sent : Sunday, February 5, 2006 11:10 AM To : "LE Woetmann" Subject : Re: Nationalstaten! Og du er en idiot, at du ved det! ----- Original Message ----- From: LE Woetmann To: landsledelsen@mail.tele.dk Sent: Sunday, February 05, 2006 4:26 AM Subject: Nationalstaten! er en konstruktion. Så ved I det. Kærlighed. Lars-Emil Woetmann
- af le @ 2/05/2006 11:57:00 PM 2 Reaktion(er)

 
Tilald mig at bringe en enkel af profettegningerne. Bare for at være aktuel.
("Jyllandsposten redaktion er en flok reaktionære provokatører")
- af le @ 2/01/2006 02:14:00 PM 1 Reaktion(er)