Det er så strengt når folk misforstår en, eller: Hvorfor ka jeg ik få lov at spinne i fred?
Jeg er iø. igang med at skrive en leder til det håndholdte institutblad for dansk "Den Valnødskalbeskoede Tilskuer"; den skal hedde Den anale glidebane, lederen, men kommer ikke til at handle om terrorpakken, men altså om mer kontrol, om den stadig stigende formalisering af studielivet; nu er det f.eks. på dansk, hvor jeg læser, at der er mødepligt der siger 80% og så er der indført staveprøve for de nye studerende. Jaja. Alt er tendenser der hænger sammen. Det er tidsånden.
- af le @ 3/31/2006 06:00:00 PM 0 Reaktion(er)

 
SPEKTAKEL/STEMMESLUGER




"SPEKTAKEL/STEMMESLUGER" af koordinat Literaturhaus; Møllegade 7; 2200 Kbh. N. 23. april; klokken 20.00; entre 40,- SYMFONI #3: SPEKTAKEL/STEMMESLUGER er litteratur, musik og performance. Med fem-seks digtere på scenen og et arsenal af tekst i stilling kan publikum forvente en tilstedeværende, samtidskommenterende og underholdende oplevelse ud over det sædvanlige. Nina Sten-Knudsen leverer et blændende lysshow til forestillingen. Vi ser frem til igen at optræde flerstemmigt og rykke lidt ved grænserne. Medvirkende: Martin, Julie, Lars-Emil, Christian, Erik og Karin http://www.koordinat.dk billetbestilling eller skriv til stemmesluger@koordinat.dk
- af le @ 3/31/2006 05:39:00 PM 0 Reaktion(er)

 
Hun er altså lidt af en heltinde; en liberal jeg ka li?!

- af le @ 3/27/2006 02:54:00 AM 0 Reaktion(er)

 
*
Når man skriver metaforbrug skriver man også metaforbrug.
- af le @ 3/26/2006 11:42:00 PM 2 Reaktion(er)

 
XXXV
Jeg moller ind i gringens gur fæs ter ped en gatte end den jeg vys jeg teder min glotte ud ter sisker den klomme som før på purven syrler messemapper irv am jeg vakkemeder i mogen jeg jåder gorv på min katera jeg åpper, jeg er klom jeg proterer på et vurn uden rejteg
- af le @ 3/21/2006 02:14:00 AM 7 Reaktion(er)

 
79
Terkel sidder på Props og tjekker piger. Så kommer Lars ind af døren, og Lars tager to øl med ned til Terkels bord. Hvordan står det til? Det står udmærket til, og Terkel fortæller om natten, om Christianshavneren og festen hos Hans. Terkel efterligner Christianshavnerens måde at tale på. Sådan rigtig halvfjerdserkøbenhavnsk, som Kim Larsen taler i gamle klip. Som alle taler i klip fra den tid. Det bliver mørkt udenfor og efterhånden bevæger snakken sig over på kvinder, altså ikke kvinderkvinder, men kvindekønnet som sådan; hvor pisse anale de er. Det er ikke mændene der undertrykker dem, mener Terkel, det er dem selv, og så damebladene og reklamerne. Nejnej, ikke pornoreklamerne, de er til at gennemskue, nej, det er køkkenreklamerne helvede; den travle succesmor, der kommer hjem til samtalekøkkenet og børnene, som fortæller om deres dag, og de er helt lykkelige og har selv sat køkkenet sammen, og manden hjælper med opvasken, og de dyrker helt sikkert også fantastisk sex, når børnene er lagt i seng. Det er den umulige fordring om at man skal have tjek på det. Det er det der gør det. Det perfekte køkken, det perfekte job, den perfekte mand, den perfekte familie, det avancerede sexliv; selvrealiseringen er et fængsel. Men det er jo banalt, mener Lars, og siger: det er da fordi mænd i dag er sådannogen vatpikke, der overhovedet ikke er nogen udfordring for kvinderne. Det er sguda det.
- af le @ 3/21/2006 12:51:00 AM 0 Reaktion(er)

 
80
Døden kaster sin skygge over selskabet og fremtiden: Ingen aner ingenting.
- af le @ 3/17/2006 10:28:00 PM 0 Reaktion(er)

 
Cecilie Lolk Hjort har skrevet en læsning af vores pose til Vandfanget, som er institutblad for litteraturvidenskab i Århus.
Koordinat: ISBN 87-91431-04-2 Af Cecilie Lolk Hjort Koordinats antologi fra år 2005 er en brun papirpose med forfatternavne, forlag, ISBN og angivelse af et nummer ud af 75 trykt på siden. Nummeret ud af 75 peger mod billedkunsten og angiver, at posen på sin vis er et unikum, i hvert fald i forhold til udgivelser i flere hundreder eller tusinder af unummererede eksemplarer. Antologien lægger da også, ligesom Koordinats udgivelser generelt, helt særlig vægt på det grafiske/fysiske aspekt af digtsamlingen. Flere af bidragene er næsten lige så skrøbelige som posen, falder fra hinanden eller er lette at ødelægge i forsøget på at åbne dem. Lars-Emil Woetmanns samling Jeg hænger sammen spiller på titlen ved ikke let at lade sig åbne og kalder altså på læserens helt fysiske engagement, ligesom indholdet forsøger at påvirke læserens engagement til at nå ud over litteraturen. Den og Christian Meisels Asmussens M:d har løse ark, der altså ved at falde fra hinanden kan blive blandet sammen i nye kombinationer. Erik Scherz Andersens unavngivne digt ser gammelt og brugt ud allerede når man har åbnet det. Disse træk peger måske hen mod fluxus-bevægelsens forgængelige kunst, hvilket har et skær af ligegyldighed over sig. Så meget desto mere som jeg netop har lyst til at gemme de fleste af bidragene så længe som muligt, ja, næsten hænge dem i glas og ramme, så særlige de fleste er i udseende (skønt Scherz' bidrag på dette punkt modarbejder æstetik). De mange grafiske særpræg er dog først og fremmest interessante og behagelige. Al skrift i denne antologi omgives af det, den pågældende forfatter har anset for at passe æstetisk og endda idémæssigt/ideologisk. Koordinats antologi er ikke en, der nemt bliver væk i mængden. Til gengæld har den ingen titel, med mindre titlen skal være det ISBN-nummer, som netop bliver væk i mængden, fordi det er så langt og umuligt at huske, og fordi alle bøger har ISBN-numre. I det følgende vil jeg analysere tre af antologiens syv digte/samlinger. Karin Toft Karin Tofts bidrag til antologien er muligvis navnløst; Titlen kan også være det ettal, der pryder forsiden og er omgivet af fire totaller, som, fordi bogen kredser om svanen som billede, formodentlig er grotrianske konkretiseringer af denne. Totallet betyder en fordoblende spejling i vandet. Ettallet er måske – med lidt god vilje – en menneskefigur med 'nakken bøjet', som der står lidt inde i bogen. Grafisk dominerer den hvide farve meget denne kvadratiske bog, hovedsageligt fordi teksten på hver side er kort som en strofe, til tider kun på to ord og til tider helt fraværende. Bogen virker ikke som en digtsamling, men som ét langt digt, da hver side giver så sparsom information alene og stroferne, som jeg vil vælge at kalde dem, i løbet af bogen kan bindes sammen til en, ikke narrativ, men i hvert fald lyrisk helhed. På sidste side står en masse tal, som umiddelbart ligner en 'tegn selv'-tegning hvor tallene skal forbindes fra et og fremefter, men man ser hurtigt at dette ikke ville give noget decifrerbart resultat, da der er mange eksemplarer af hvert tal. De er arrangeret, så de ens tal står på en lodret række, og der er to talsæt fra et til ni. Vi får altså her alle de tal der findes, i to serier. Med disse basistal kan man fortsætte talrækken uendeligt. Dette er den matematiske manifestation af digtets tema: Den dobbelte evighed. En svane sejler på vandet. Den spejler sig i vandoverfladen. Det skaber et spejls dobbelte evighed: Over vandet er svanen og himlen, og i vandspejlet er svanen og himlen. Svanesangen er punktet umiddelbart før døden, og svanen der skærer sig gennem vandet er en kniv, der skærer gennem et spejl, hvilket peger på dødsøjeblikkets mulige perforering af skellet mellem to verdener. Ud over dette er digtets billeddannelser mere kaotiske og mindre decifrerbare; Basale elementer præsenteres og blandes på forskellige måder. Svanens spejlbillede (og måske svanen selv – spejlingen og det spejlede er vel identiske?) lignes med en lotus, en reference til buddhismen; Lotusstillingen er meditativ, og buddhismens mål er at nå evigheden, som vel at mærke bryder med alle spejlinger, altså genkomster, reinkarnationer. Her standser lotusen altså og bøjer, reflekterer, sig tilbage i digtet, før den for alvor er dykket ind i buddhismen. Lotusen er "alene med gud"; Også slangen er et element og bringer mindelser til syndefaldsmyten. Sammenblandingen af buddhisme og kristendom, og iøvrigt det at gud staves med småt, gør de religiøse referencer mindre strengt religiøse, gør dem til en blot og bar måde at omtale døden og evigheden på. Der findes en evighed i digtet, men er det mere end en spejling – er det en virkelighed? Følgende strofe synes at beskrive dødsøjeblikkets gennemtrængende, men netop ikke knusende effekt: lotus snittende muren kniven sejler gennem mælk Muren er mælk og lader kniven, lotusblomsten, snitte uden at ødelægge. Voldsomme og fredelige elementer sammenblandes for at vise denne paradoksalitet. Slangen, sejlet (seglen = leen?) og lotusen synes lig hinanden, ligeså med kniven og leen, og vandet, spejlet og mælken; Og gennem alt dette skinner lyset, "det yderste modlys", som der står i den indledende strofe. Sceneriet er en blændende udfordring af spejlets tvivlsomme virkelighed. Den udfordrende er den bedende, og denne udfordres igen af slangerne: med svaner i øjnene skjuler den bedende sig for slanger i bygningen Dette må være buddhisten, der gennem meditationen har opnået et glimt af evigheden, men forstyrres af slangebilledet, synden, i buddhistisk regi: den dårlige karma. Dårlig karma er det, der kaster sjælen tilbage i samsara, livshjulet, og forhindrer nirvanas evighed. Genfødslen, eller fødslen, er også til stede i digtet. Overraskende, og i et brud med den meget lyriske stil, står der pludselig: nogen skifter en ble Et andet sted står der: "nu dies brystet af svanerne". Rent fysisk kunne dette være et billede på, at svanen skjuler hovedet under vingen; Den dier altså af eget bryst. Den dykker ind i sig selv. Men samtidig "[høster] svanen brystet med le" – som da muren snittes, foregår både en voldsom og en kærlig, halvt sensuel, version af begivenheden. Spejlet er også begrebsmæssigt, da det sætter flere forskellige virkelighedsniveauer overfor hinanden, blandt andet det fysiske billede overfor det lyriske billede, der dannes af dette: Det, der konkret er en observation af svanen, der sejler og dukker hovedet under vingen, bliver gennem digtets metaforisering den døendes perforering af skellet mellem den ene og den anden evighed, såvel som dennes dykken ind for at suge næring af sig selv. At disse to ting, dien af brystet og brydningen af vandet, foregår samtidig, tillader desuden sammensmeltningen af to hinanden udelukkende handlinger, nemlig udvidelsen og 'indviklingen', eksplosionen og implosionen. At dykke ind i sig selv er at springe ud i uendeligheden, og omvendt. Grafisk gentages dette spejl; Bogformatet stiller uværgerligt to sider overfor hinanden, og når den ene af disse så til tider er tom, stilles skriften og skriftløsheden, den hvide tomhed, overfor hinanden som sære spejlinger. Den hvide farve forefindes også i svanen, mælken, lotusblomsten, bleen og lyset; Den sorte findes til gengæld kun i den skrift, billederne gives gennem. Det hvide truer med at overeksponere bogen og slette skriften, og kun beskrivelsen af svanen som "optrykt", altså som svane af vandet og som ord i bogen, binder digtets billeder til skriften de er skrevet med, og altså det semantiske, begrebsmæssige, til det konkrete. Skriften er livlinen. Et par elementer i digtet er svære at decifrere. Næstsidste strofe lyder: det yderste hus synes småt kollossen svingende som luften gennem lange grafiske gange Hvilket hus er dette? At det synes småt overfor ikke mindre end to evigheder er ikke underligt, men et andet sted omtales også "de små", som af en eller anden grund bliver usynlige. Hvem er kolossen, er det et 'hvem'? De grafiske gange refererer muligvis til det dobbelte talmønster til sidst i bogen. Kolossen er måske den bedende, mennesket, og huset måske bogen. Men det er vage gæt. Også de to forskellige slags slanger er svære at forstå; Er svanen én slags slange med sin lange, tynde hals? Er det den der dies af mennesket, og har vi i så fald at gøre med en reference til digtets udsigelse, som netop er noget menneskeskabt, der gennem svanesangsmetaforen forårsager svanens tilblivelse, dens 'fødsel'? Denne tolkning forstærker spejlets kontrast mellem digtets virkelighed og den fysiske virkelighed. Digtet skaber og kan potentielt skabe i det uendelige, og ligeså med naturen. Digtet spejler den fysiske virkelighed, og omvendt? Martin Snoer Raaschou: BETRÆK Den fulde titel på Raaschous bidrag til antologien er BETRÆK – digte til et sengetøjssæt med Bamse & Kylling-motiv. Forsiden er prydet af et udsnit fra dette sæt, og på bagsiden fortsætter det, men krøller sammen, så mørket bagved kommer til syne. Allerede nu er vi givet den sammenblanding af det sødt-naive og det dødsens alvorlige, som karakteriserer denne samling. Forfatteren har valgt at bruge pluralisformen 'digte', men digtene har en så tæt sammenhæng, at bogen også kan ses som ét langdigt. Med andre ord befinder Raaschous tekst(er) sig i samme genre som Tofts – det er ikke just punktromaner, men snarere en slags 'punkt-digte', der på samme tid fremhæver teksten som helhed og teksterne som enkeltdigte. Det er en bevægelse fra digtsamlingens til tider tilfældige sammensurium af tekster mod en mere romanagtig – men ikke direkte prosaisk narrativ – sammenhæng. Der findes desuden kun én titel, og det er bogens. Dog kommer BETRÆK overordentligt tæt på den minimalistiske punktroman, for det første fordi teksterne, trods liniebrud og mangel på tegnsætning, frem for alt er beskrivende prosadigte, og for det andet fordi figurerne, såvel som motiverne, går igen fra tekst til tekst. Der findes også flere strofer pr. side, hvilket forhindrer mig i at omtale én side som en strofe. BETRÆK minder meget om Solvej Balles (punktroman?) &/eller og kan vel genremæssigt placeres nogenlunde samme sted, hvor det så end er. For nemheds skyld vil jeg i det følgende omtale teksten på en enkelt side som et digt og helheden som samlingen. Første digt er, ligesom alle de andre, meget karakteristisk for samlingen. De levende er nødt til at dø der er ingen vej udenom Sandet er gult og jorden brun Kylling kommer til syne bag en busk og siger noget til Bamse som ingen forstår Gennem hele samlingen skiftes der mellem de to virkeligheder: De levendes almene møde med døden som begreb og realitet overfor Bamse og Kyllings konkrete situationer, som dog konstant kan tolkes meget mere symbolsk end de beskrives. Bamse og Kyllings verden er karakteriseret ved skarpt afgrænsede farveflader og enkle, bestemte handlinger. Det er barnets simple forestillingsverden, som finder rigelig udfordring i at konstatere fakta, f.eks. at sandet er gult. Begreber som 'de levende' og 'døden' hører til gengæld voksenverdenens knapt så ubekymrede overvejelser til. De to verdener bliver dog som konkret situation blandet sammen præcis midt i bogen: De levende vågner midt om natten uden dyner på med armene tager de dynerne op fra gulvene og ryster dem på plads i betrækkene Et andet sted i søen stikker fiskene deres hoveder op Betrækkene er med deres Bamse & Kylling-motiver (nu legede vi lige at de alle har Bamse & Kylling-motiv, selv om det muligvis kun er én af de levende, nemlig fortællestemmen, der har det) de levendes forbindelsesled tilbage til barndommen. Gennem det pludselige skift fra de levendes til betrækkets verden ("Et andet sted i søen" refererer tilbage til passagen umiddelbart før den citerede, hvor Bamse er i gang med at fiske) trækkes de to verdener sammen og truer med at drukne de levende i deres sengetøjs sø. Sammenblandingen bruges også til at give en fornemmelse af de levendes verden som absurd, f.eks. her: De levende må for alt i verden ikke spilde deres tid med ligegyldigheder Blomsternes blade er hvide men i midten af blomsterne er der gult Det lærer de levende af døden Lærer man af døden hvilken farve blomster er? Læseren tvinges tilbage i digtet for at genfinde den mening, der gik tabt under læsningen af beskrivelsen af blomsterne. De to virkeligheder er distraktioner fra hinanden. Truslen om døden er i digtene det, der tvinger de levende til at leve, men "Bamse og Kylling står ude i skoven/ og er evige". Barndommen er en evighed, der bliver brudt af det voksne liv, der bliver brudt af døden. Men barndommen har sat sine spor i de levende, konkretiseret ved et sengetøjssæt, og dette er evigt, fordi Bamse og Kylling ikke bevæger sig. Hukommelsen står stille, men er bevægende, Bamse og Kylling er fortabt i deres egen lille verden, men fortæller en større historie. Døden præsenterer ikke de levende for en evighed; Evigheden findes "i himlen som er blå/ og kun i himlen som er blå". Alle farver i digtet er forbeholdt betrækket, som de levende ser på, og evigheden er altså udelukkende den tilbageskuendes lod. Skønt barnets forestillingsverden er simpel, ser det netop ikke verden i sort og hvidt, men et antal farver, som er flade og altså uden utallige forvirrende nuancer, og som den levende betragter længes tilbage mod. Det jeg, digtet gemmer bag den almengørende pluralis 'de levende', ligger i sin seng, som næsten er en dødsseng, og "rækker armene ud i det blå". Betragtningens øjeblik tillader en evighed, der er hjemsøgt af livets tid, som i sidste ende er dødens tid. Ligesom hos Toft gribes evigheden og døden på samme tid og udelukker og forstærker hinanden. Raaschou modstiller også skrift og ikke-skrift ved at lade halvdelen af siderne – dem til venstre – være blanke; Man kunne også sige: ved kun at lade teksten trykke på én side af papiret. Der forekommer en spændingsskabende kollision mellem paradokserne, mellem de forskellige virkelighedssyn og –niveauer, der udelukker en bevægelse mod det ene eller det andet. Kun skriften står tilbage og er det evige kollisionsøjeblik. Julie Sten-Knudsen Ligesom Tofts og Raaschous tekster synes Julie Sten-Knudsens at være et 'punkt-digt', som dog er delt op i tre hovedafsnit. Format, forside og bagside minder om BETRÆK: Et lille, gulligt hæfte med et forsidebillede, der med ændringer fortsætter på bagsiden. Dette billede er en dreng, der på skuldrene af en anden dreng dukker op af vand, men i et tomrum – først på bagsiden ser vi vandet, den nederste dreng står i. Det minder om Tofts spejl: Vi har at gøre med en overskridelse til en anden sfære, en anden virkelighed. Som sagt er samlingen i tre dele. Første del handler om 'ham', anden del om 'ham og hende' og tredje del om 'hende'. 'Han' gennemlever, hvad der lader til at være døden: han har taget sit straffespark og alle så ham mens solen krøb ind bag hans ribben Og i tredje del gennemlever 'hun', hvad der lader til at være fødslen: hun flyver op af vandet en rumraket på vej ind i verden I det midterste afsnit mødes de to og skilles igen, omend for hans vedkommende modvilligt: "hun er snart klar/ til at flyve videre// han holder godt fast i hendes arm". Der forekommer også et jeg og et du, men det er formodentlig ham og hende, der taler. Hvis det er det, er det hende der indleder bogen: "jeg klapper hans kind/ og knapper hans jakke", og det passer også fint med den dominante rolle, hun indtager i forholdet mellem dem. Hvis hun fødes til slut, opererer digtet altså med en cirkulær tid. I del I konfronteres 'han' med solen. Han spiller bold på en græsplæne ved et hospital, og der forekommer en masse sammensmeltninger: Solen lignes med bolden lignes med hans hjerte lignes med rødt lys lignes med solen og tilbage igen. "Tag mig med ind i det røde lys", står der om hans stirren på solen; Bag brystet er der rødt mørke, bolden er blodig og til sidst, efter eller under straffesparket, kryber solen ind bag hans ribben. Sammensmeltningen er fuldstændig, og "han er en konge/ han er lykkelig nu". Men 'han' dukker straks op igen i del II. Hvorvidt det er den samme kan vist ikke besvares; Måske er det, eller måske er det en efterladt søn, for "hun er den store/ han er den lille". I del I taler hun ned til ham, og i del III løfter jeget pegefingeren "som tante brun i en børnebog", så forælderrollen indleder hver enkelt del, ligesom hver del afsluttes med et, måske dødeligt, opbrud. Det kunne altså være tre generationer, der er tale om. 'Han' er således genopstanden i sønnen, hvilket passer fint med del Is pinsesol: "solen hopper/ højt over hospitalet". Hvor del Is scenarie var græsplænen, hospitalet og solnedgangen, er det her et bjerglandskab og altså mere øde. Det er hende, der vender ryggen til ham "som en bjergskrænt"; "han står alene på stien". Herefter spørger et jeg: "må jeg tegne en bjergged/ på din ryg// så jeg kan gemme mig i pelsen/ og redde mig i sikkerhed". Det er uklart hvem der spørger, men spørgsmålet indikerer at der, trods det golde, eksisterer et behov for tryghed mellem de to. Der refereres til hans død på ironisk vis på en af de midterste sider: "hans fingre er dejligt kolde". Stilistisk set minder denne samling igen om BETRÆK. Sproget er ligefremme, konkret beskrivende prosapassager med liniebrud og uden tegnsætning. Ud over tallene findes ingen titler i bogen. Dog læner Sten-Knudsens beskrivelser sig mere over mod det surrealistiske, særligt i følgende billede: hans tillid får bjerget til at flytte sig så et smil bryder frem på hendes mund i smilet stiger nyklippede gedekid op fra badet hvert kid har en løve i gabet Kiddene og løverne er naturligvis symbolske, men alligevel ligner det en overskridelse i forhold til Raaschous digte, som aldrig beskrev andet end de to nøgterne situationer, og Tofts, som fungerede pr. metonymi, f.eks. slangen der lignede en hvid lotusblomst eller slangen der skar i vandspejlet overfor kniven der skar i muren. Her dukker kiddene med løverne i munden op, fordi det er de symboler der er brug for, ikke fordi det realistisk passer i den konkrete situation, og det er dette der giver det tilfældige og derfor surrealistiske præg. De to personer bliver forstørret i mødet med omgivelserne. Hun lignes med et bjerglandskab, og derfor bliver hun lig med det: "han ved at hendes knoklede rygrad/ kan begynde at rykke fra side til side/ skræntens sten kan begynde at skride" (rimet understreger paralleliteten). I del I lignedes han med solen, og nu beder hun ham om at tegne en regnbue på hendes ryg, noget solen netop ville være kvalificeret til at gøre. Man hører næsten Shakespeares "Julie er solen", men her er det altså omformuleret til "han er solen", hvilket dog ikke redder ham fra hendes opbrud, som forstærkes i del III. I del III er det vandet der er hovedscenariet, skarpt forfulgt af solen. hun skriger og kaster sig bagover luften i hvid eksplosion hun synker Del I beskriver en bevægelse 'opad', mod solen, men her er bevægelsen i den modsatte retning, ned i vandet, som på mange måder er det modsatte af solens ild. Måske er det derfor at de to personer er uforenelige i den midterste del. Vand og ild er jo desuden kendt som symboler på kvinden og manden. I dette citat ser det ud som om hun drukner, og fødselsøjeblikket knyttes altså til dødsøjeblikket, hvorfor de to verdener igen kommer i spil. Er døden en fødsel, og er fødslen en død? Særligt i afsluttelsen af parforholdet, som samlingen alluderer til, opleves en begivenhed som en slags overskridelse af en verden og fødsel og død i ét. Denne situation skriver Erik Scherz Andersen sig ind i. Lars-Emil Woetmann, og til dels også Christian Meisels Asmussen, skriver om overskridelsen af digtets rum, i et forsøg på at få digtet til at nå ind i verden. Overordnet set handler denne antologi altså om sammensmeltningen af forskellige sfærer.
- af le @ 3/17/2006 11:56:00 AM 0 Reaktion(er)

 
Far er ikke sur ...

- af le @ 3/13/2006 02:10:00 PM 0 Reaktion(er)

 
81
Inge er irriteret. Hendes ladyshaver er væk, og hun har ikke barberet ben. Det betyder hun ikke føler sig tilpas. Inge ved godt det er gåset at føle sådan. Men sådan føler hun altså. På den anden side er det lang tid siden hun har haft så god sex. Og det virkede som om han var på det rene med at det ikke betød noget. Han sagde, det er okay. Det hjælper lidt, når hun tænker på det. Inge er stadig øm indeni, og det gør hende varm; det minder hende om at hun er kvinde. Karen kommer et kvarter for sent, men hun ligner sig selv da hun endelig ankommer, og lyser op i et kæmpe smil da hun får øje på Inge. De krammer. Og Karens smil får alle Inges dysfornemmelser til at forsvinde som blæk for regn. De sidder længe og bare snakker. Der så meget at fortælle, og inden længe er det som der ikke har været noget brud. De smager på alle de udenlandske øl, og de bliver fulde og fjantede. Karen er opfyldt, og hun er slet ikke den samme som den Karen der stod op samme morgen. Jørgen har netop rundet de 60. Han læner sig tilbage i stolen, tænder en cigaret og kigger ud på gaden: Hvad nu? Månen bryder gennem skydækket, så sneen den glimter.
- af le @ 3/12/2006 02:18:00 AM 0 Reaktion(er)

 
82
Hans har det af helvede til. Han går og rydder lidt op, og bliver mere og mere sur på sig selv. Ikke nok med at han både røg og drak sig alt for langt væk. Han lod også Inge skride med den idiot. Det var Terkel der fortalte at hun var gået sammen med etellerandet fjols. Terkel forstår at hælde salt i såret. Hans tænker at han må tage sig sammen. Få styr på sit liv. Gøre noget der har betydning. Få lidt retning i tilværelsen. Hans har tømmermænd, og drømmer om merværdi i tilværelsen ... Halvt færdig med rengøringen tænder Hans for fjerneren og stener Venner.
- af le @ 3/11/2006 06:21:00 PM 0 Reaktion(er)

 
83
Endelig står hun op, Birgitte. Terkel tager ikke sin telefon. Birgitte blander oliven, olie, salat, feta, tomater og salt. Hun mangler noget, men ved ikke hvad. Hun går for at finde det, men da hun står i grønthandleren er hun ikke længere sulten. Så hun tænker at hun i stedet bare vil gå en tur. Salaten går ingen vegne. Birgitte har mange ting i hovedet, og de vil ikke falde på plads. Hun føler sig hjælpeløs, alene og rådvild, og det er det tætteste jeg kommer på en beskrivelse af hendes indre netop. Men det hjælper at gå en tur. Det er flot at gå ned af Frederikssundsvej, Nørrebrogade i skumringstimen. Birgitte letter en smule. Terkel er lige hjemme og vende og tage et bad; se sig selv i spejlet; inden han tager ud til Birgitte. Han har mistet sin mobil i natten. Det er der ikke meget at gøre ved. Så hopper han i femmeren. Terkel er i et forunderligt godt humør, føler sig let, og han beslutter sig for at drive forbi Props, for en kop kaffe og dagens aviser – Terkel har også brug for at tænke tingene gennem (før han ser Birgitte igen), og så er Props godt. Her kan man kredse om sin bekymring, blive genkendt og sige hej, angribe den, blive afledt af en kvinde der kommer ind, vende tilbage til bekymringen fra en ny vinkel. Terkel er nu ikke rigtigt bekymret, eller han har bekymringer nok ... Jeg tror ikke han selv ved hvad han i virkeligheden er.
- af le @ 3/11/2006 04:13:00 PM 0 Reaktion(er)

 
nostalgi / sorg
"Dänemark war als offenes, humanistisches und verantwortungsbewusstes Land bekannt. Damit sei nun Schluss." se også Bobergs åbne brev til vores integrationsminister for den menneskelige vinkel.
- af le @ 3/11/2006 12:30:00 PM 0 Reaktion(er)

 
84
Er det okay jeg tager et bad? Inge nikker, og siger at jeg bare kan bruges hendes håndklæde, og snakker videre. Jeg tænder for vandet og kan ikke beslutte mig for, om jeg skal slå hende ihjel. Der er ingen der mærker noget; menneskene sammen er dynamiske funktioner; en enkel forrykkelse har næppe den store betydning i den sidste ende, er det alligevel ikke til at forudse hvad der er grund og hvad der er produkt. Nogle bliver kede af det, andre gør ikke. Lortet fortsætter. Og hvem kan alligevel holde ud at føle medfølelse i disse tider? Man springer i luften, hvis man ikke kan gøre sig fri. Vandet brænder og badeværelset er rent. Det er et rum for skalpeller, ikke barberblade. Jeg ryster på hovedet og tænker klart. Slukker for vandet, tager tøj på, gemmer bladene og plastikresterne i skjortelommen. Jeg tager sko på. Inge snakker stadig. Vi ses, siger jeg, og går ud.
- af le @ 3/07/2006 11:33:00 PM 1 Reaktion(er)

 
Det er mit navn der står på kuverten, som jeg åbner og refererer således
Kære Lars Dette brev bliver nok lidt kort. Jeg skriver mest af alt, for at holde dig fast på dit tilbud: vi vil meget gerne komme forbi Frankrigsgadekollegiet, på vores tur rundt i landet. Måske skulle turen slutte dér? Det kan vi tale om. Uanset hvad: herlig ide! Med hensyn til, at du spørger mig, hvad positiv omgang med andre indebærer, og kommer med din forståelse af det, kan jeg da kun sige, at det ville være dejligt, hvis man kunne finde ud af altid at leve på den måde, men i mit eget og de fleste andres tilfælde, må mindre ofte gøre det. Som du selv skriver: Det er også trættende at diskutere hele tiden, det er besværligt at tale. Det er dog samtidig nødvendigt at have ambitioner på egne og andres vegne, så lad os da håbe, at vi hver især kan give lidt af den ambition videre til os selv og andre. Med gode hilsener mig
- af le @ 3/07/2006 02:35:00 PM 4 Reaktion(er)

 
*
Når virkeligheden trækker sig ud af sig selv som tegn og netværk og jeg, sidder inde i mit tårn på spiraltrappen og ser på vinduet og ud over koderne går det, sandet hvirvler, og jeg følger med; det er mig der holder kablerne sammen så lille og svag er jeg, som repræsentant for de sidste mennesker siger jeg ikke for meget når jeg går ud, men jeg optager, blander og lyser med et produkt som ansigt.
- af le @ 3/06/2006 11:35:00 PM 0 Reaktion(er)

 
85
Det er fredag og Karen glæder sig til at se Inge igen. De har aftalt at mødes på Chat Noir. Det bliver hyggeligt. Bare de to, og udover at opdatere hinanden på hvordan det går, skal de planlægge en middag for de gamle, samle slænget igen. Det ligger i kortene, at de skal i byen senere. Jørgen skumler lidt, da han hører hvem Karen skal mødes med. Men hvad kan han gøre? Sneen ligger femten centimeter. Da Karen går ved 5-tiden sætter Jørgen sig foran sin computer, tænder, og logger på wow. Han har hele aftenen for sig selv, og regner med at gå det sidste stykke til 60. Jørgen hedder Phoenix og spiller warlock, menneske. Det er i alle tilfælde hans ynglingskarakter. Jørgen har forberedt sig på en lang aften og nat: kaffe, smøger, chips, et askebæger inden for rækkevidde, musik på anlægget, og så bestiller han en pizza, når han bliver sulten. Jørgen elsker de lange stille nætter. Karen kan lige nå at shoppe lidt rundt i Magasin inden de skal mødes, tænker hun, at det er godt mod nerver?
- af le @ 3/06/2006 11:31:00 PM 2 Reaktion(er)

 
Gadespiller

- af le @ 3/05/2006 01:12:00 PM 0 Reaktion(er)

 
gnask
Pidste du kateraen tede i de bludre måger? taren pide? tarens gurre vakkemede syrle ud i kusen? Det er hyderens mede, som syrler over bænking, over pasteller, ter din skav, din mogbiv åpper … - - - Pidste du en slare mo, morne som morne fra mogens gatte?
- af le @ 3/05/2006 03:27:00 AM 5 Reaktion(er)

 
Om digtere

- af le @ 3/03/2006 05:12:00 PM 0 Reaktion(er)

 
Evaluering
Jeg kunne godt tænke mig at høre Jer - dig -, der driver forbi om følgende -, til eget brug, til at forbedre service, nysgerrighed, selvbekræftelse og mere, om, - hvorledes du har fundet bloggen, hvorvidt du læser ofte (er du et tilbagevendende fænomen, kender jeg dig fra virkeligheden?), og om hvilke type indlæg du læser med interesse. I mit hovede arbejder jeg med følgende typer poster: minikommentarer til nyhedsdrømmen; digte; nedtællingshistorien; brevvekslingen med Sternberg; indfald af alverden, og andet (beretninger fra mit virkelige). Og ellers kritik som den finder form i dit hovede. Og skal jeg være bedre til at opdatere min kalender i hjørnet, og ville det være spændende med flere annonceringer af kulturTING jeg går til eller anbefaler? Skriv en kommentar, gerne med navn eller alias eller hvilken repræsentation du nu vælger. ...
- af le @ 3/03/2006 02:35:00 AM 3 Reaktion(er)

 
86
13:47: Morgen i Inges seng. Dynerne er hvide og Inge ser fjollet ind når hun sover, sådan fjoget. Telefonen der ringer, det er det der har vækket mig. Så ringer den igen og nu reagerer hun. Inge rækker armen over mig, finder sin jakke på bordet, og snøvler et a? Jeg skubber hendes arm væk, så hun drejer en halv omgang, rejser mig og går ud på toilettet. Mit hoved føles som en fjer i en dyne. Omkring jeg studerer Inges medikamenter, snakker Inge i telefonen: - ... hvem Karen? … holddaop! … ja … men … har du det godt? … fnis … nej, det kan jeg godt se, men det kan vi godt sige … ja … det ku være sjov … okay … du lyder anderledes … ja, det er bare noget jeg tænker … du, må undskylde, jeg har ikke sovet så meget i nat … nejnej, det gør ikke noget … osv. Jeg tænker på døden og finder Inges ladyshaver frem. Det er ikke svært at knække hovedet og få adgang til bladene. Jeg undersøger mine muskler i spejlet. 13:47: Birgitte vågner i sin seng. Hun har drømt om en mark. Hun løb og, himmel og hav stod i et. Hun vender sig, krydser benene og ser ind i væggen. 13:47: Terkel har endnu ikke sovet. Men han beslutter sig for at forlade Hong-Kong, og fortæller Christianshavneren, at han kan brænde i helvede; Terkel skal sgu ikke med hjem til ham og spise morgenmad. 13:47: Hans sover længe.
- af le @ 3/03/2006 02:17:00 AM 2 Reaktion(er)

 
*
"»Det er dog værd at understrege, at denne priseffekt er den isolerede effekt af rentestigningen. Tager man med i betragtningen, at dansk økonomi er i topform med høj vækst og lav ledighed, så bliver konklusionen, at rentestigningen tager toppen af husprisstigningerne«, siger Steen Bocian, der dog ikke venter prisfald på boligmarkedet"
- af le @ 3/03/2006 12:12:00 AM 0 Reaktion(er)

 
87
Og de danser. Hans er en ridder, og han er på sin post efter ballade. Terkel har en vorte mellem sine fingre. Birgitte sidder i Nord-vest og skriver ”du gør mig bange - *B*” til Terkel (og hører netop ”you’re lost little girl”, og hvem finder ikke det passende?). Der er 25 mennesker i stuen og 7 i køkkenet. Klokken er 02:46 på Alfreds indre ur. Han er forsvundet ud af huset og svæver gennem byen, og op langs domkirkens tårn, og længere op, forbi stjerner og meteorer, og længere væk, og med fjæset fremad mod, hvilket som helst sort hul: Han har ondt i hovedet. … Der er en der er rumvæsen. En der er prinsesse. En der er frø, og andre der oplever, at de har glemt deres betydning. Dansen er voldsom og vælter frem og tilbage. Henover sofaerne, ind i væggen og ud af lungerne: 11 mimer vokalen, 7 er trommerne, 5 ligner strengene og 2 er blæsere. Køkkenfolket taler – lavmælt og alvorligt – om Sofies opløste forhold. Det varede to måneder og Sofie var og er forelsket og ulykkelig. Hvordan finder man det igen? Og skulle han gøre en forskel? Der kommer altid en dreng, en metro, en dreng til. De drikker tappevin: Cato Negro. Birgitte har taget en test, og den er positiv. Terkel har en øreflip mellem sine læber. Hans har fødselsdag, og han er fuld. …
- af le @ 3/02/2006 01:18:00 AM 1 Reaktion(er)

 
Jeg var til bogudsalg idag og gjorde nogen ikke fantastiske studehandler, men bøgerne fejler ikke noget
Alle Der Er Noget Fortæller Hvad De Køber På Bogudsalg: : 55 bagateller af Villy Sørensen : En prosaist i New York af Göran Tunström : Lysten ved teksten og variationer over skriften af Barthes : The Selected Poems of William Blake af William Blake
- af le @ 3/01/2006 11:24:00 PM 6 Reaktion(er)

 
*
- gad vide om fyren tænker så langt, nu han åbenbarer sine analytiske evner for al-verden, at han også forstår, at hans aldrig aftagende forskurkning af den onde Osama, måske har samme effekt for verdens fattige?
- af le @ 3/01/2006 12:17:00 PM 0 Reaktion(er)