lewoetmann
tirsdag, juni 27, 2006
mandag, juni 26, 2006
Nu drager jeg snart til Roskilde, men
ikke endnu, for der er sager der skal ordnes i København - først. Både menneskelige og figurative. På Roskilde skal jeg hvertfald se: EDITORS, ZDOB SI ZDUB, JENNY WILSON, CLAP YOUR HANDS SAY YEAH, SIGUR RÓS, BA CISSOKO, KAIZERS ORCHESTRA, RUFUS WAINWRIGHT, BOB DYLAN, WIR SIND HELDEN, WHY?, PRIMAL SCREAM, UNDER BYEN, ARCTIC MONKEYS, THE STROKES, BALKAN BEAT BOX, THE RACONTEURS og ROGER WATERS må vige for ANIMAL COLLECTIVE. Ellers må vi se på, hvad der viser sig vigtigt. Det er ligesom i virkeligheden, bare anderledes, mere turbolent.
torsdag, juni 22, 2006
*
Der er slet ikke noget at være nervøs for. Det er der slet ikke, jeg har opfyldt min telefon. En af dagene må jeg forsøge at trænge gennem igen. Jeg var ellers ligevedognæsten at blive rørt. Det er okay, at det ikke bliver til noget. Det bliver til noget andet, så. Min biblioteksregning er blevet sendt til inkasso, og jeg var på stranden i går. Det var ikke solskin, det var blæsevejr. Der er meget, der er muligt. Jeg trænger snart gennem, det er jeg overbevist om. Men det er noget mærkeligt noget. Jeg glemmer så let, hvad det var jeg kom for, fra. Det svære er at holde drømmen ud. At tage tingene til sig som om de betød noget. Det jeg gjorde for år tilbage, er der andre der gør nu. Det keder mig, så jeg venter på noget. En sitren måske. Måske er det ikke anderledes, man kan snakke om tingene. Bevæge sig. Man kan døbe det der er omkring en: Æblefast, Sylvia, Perlepuls, Stormbro, f.eks.
onsdag, juni 21, 2006
En sag for Rudiments drømmetydning?
Jeg drømte to drømme i nat - to film. Den første var en film noir Von Trier a la Riget, hvor den navnløse detektiv ved klimaks føder en lillebror: zoom ind på ansigtet, og jeg er i første omgang overbevist om, at det (selvfølgelig) er Udo Kier, der spiller barnet, men i anden omgang bliver det tydeligt, at det er Martin Brygmann - Lars har snydt os igen! Den anden film er Western-Sciencefiktion-flugtfilm, hvor hovedpersonen, der bliver spillet af mig, bliver forfulgt gennem ørknen af en gruppe sadistiske blåjakker, der har den egenskab at metal ikke bider på dem, alle flugthjælpere bliver dræbt undervejs. De ofrer sig for mig, så jeg kan slippe væk med skatten.tirsdag, juni 20, 2006
mandag, juni 19, 2006
Så er der billeder fra Spetakel/Stemmesluger-symfoni#3 i LiteraturHaus
Og tak til Lærke, den skønne fotograf.søndag, juni 18, 2006
onsdag, juni 14, 2006
Se den lille blanke ørred. Se hvordan den spræller og blinker her på kajens kant, i spandens bund: midt i solen, midt i tørken. Den har ingen ben at gå på ingen arme at løfte sig med: op af spanden, hen af molen: ned i det dybe der var dens hjem. Den vil så gerne op og hen og ned kan kun vride sig forgæves som en gammel klud: nu skal den tørre ud. Men den gamle fisker – Emil hedder han og han har sgu fanget sine fisk – bliver træt af at stå når fiskene skal være så små kan det hele være det samme. Med spanden under armen. Med blikket fæstnet til det fjerne: Går han til enden og kaster sig selv og spand og ørred ud.
tirsdag, juni 13, 2006
71
Jeg tænker, det er døden det her. Jeg er Inges påhæng, Silja er Hans’s nye påfund, fortalte Inge mig, da hun overtalte mig til at ledsage hende til denne anstrengelse. Men der falder sikkert noget af, bagefter: Det er et kompliceret spil, og jeg er bare en biperson, der benytter lejligheden til en smule nærvær, en smule følelse at suge af. De taler om Terkel, der ikke er her, at det er mærkeligt, hvordan han bare kan forsvinde, og senere om vores forfærdelige regering. Kun Hans mener ikke, at den er fascistoid – den er måske nationalkonservativ og neoliberal, men ikke dét (Silja og jeg deltager ikke i den del af snakken). Karen taler 40% af tiden, Inge 20%, Jørgen 20, Hans 10, mens Silja og jeg deles om den sidste tiendedel. Jørgen er flink, men utrættelig kedelig, Karen ok, men hun taler – i sagens natur – for meget. Vi spiser spinatlakselasagne, salat og hvidløgsflutes, og drikker vin til 40 kroner flasken. Jeg er imponeret over, hvordan Hans kan se på Silja, og misundelig måske, Inge er i hvert fald jaloux, så meget kan jeg se, og det passer mig fint. Jeg finder også dét par mest sympatisk. Lejligheden har to værelser, et køkken og et brokvartertoilet, der er alt for småt – jeg, med mine lange ben, har svært ved at passe ind, når jeg er ude og skide. Væggene hvide, med ikke for meget på. Vi sidder i stuen, og gennem to vinduer, er der udsigt til gavlen overfor, som ligesom glider ind i stuen på en meget påtrængende måde. … Vi bliver enige om, at maden smagte, og senere taber drengeholdet (det lyserøde) til pigerne. Jeg tar med Inge hjem, men hun er helt umulig. Og sådan bliver det lørdag, dagen, hvor Terkel vender tilbage, og vender op og ned på virkeligheden.
mandag, juni 12, 2006
*
Jeg er i min litteratursøgning – tilfældigt – faldet over Peter Høeg (altså ham)s speciale ” ”Sjælen” og ”Legemet” ” fra 1983, der er en art bevidsthistorisk undersøgelse af menneskeopfattelsen fra middelalderen og i særdeleshed i 1700-tallet, med afsæt i læsninger af Stub, Kingo og Ewald, og hvori man finder fine figurer (se nedenfor (i specialet ligger også en kompositionsgraf over Kingos trejde sang som foldeud (den er flot!), men så bliver den alligevel for lang til min scanner)) og følgende afsluttende vink, så man ligesom ved, hvor skabet skal stå: ” … Der er således ingen baggrund for at romantisere fortiden, som romantikken gjorde. Gør vi det, projicerer vi blot vores nutidige drømme og forhåbninger tilbage på fortiden. Hvad man næppe bliver lykkeligere og i hvert fald ikke klogere af. Udfordringen – den videnskabelige og eksistentielle – er at forstå, hvordan den udvikling forløb, hvorved nutidens drømme og forestillinger foldede sig ud af fortidens.”

fredag, juni 09, 2006
Jeg er tom i hovedet
men så fik vi da festede den opgaveaflevering ud af systemet, PCs fratrædelse fra TeamDanmarkHoldet, og i går, bare fordi. Jan er fuld på billedet herunder, det ligner ikke noget. VM starter i dag, og jeg skal skrive noget fornuftigt om digtet der følger under billedet. Jeg har fundet noget sort i min postkasse, det ser fint ud.
GUNNAR EKELÖF En verklighet (drömd) Jeg tror inte på ett liv efter detta Jeg tror på detta liv Och nu, når saven slutat stiga och jag har hunnit till sensommarn, min årstid, minns jag hur ångstfullt jag förr tyckte syrsorna filade, tycker så inte längre Det är redan skumt och åkervägens smala rödskiftande band försvinner in i dungar, löper ut ur dungar: Om varje vägkrok ett mysterium av färgernas och ljusets egenliv Det är skönt att gå En gammal gärdsgård är också med Det är den stund då stenarna tänker som bäst Det är den stund då denna stora varelse andas och doftar. Vilka färger i skymningen! Trädorna lila, stenar i tanktfullt skiftande blått och lövskogen så rik på skiftningar som vore den sitt eget sus! Ett gult löv är ännu en dyrbarhet På ena sidan vägen sädesfält och på den andra sidan barrskog och sädan gul til röd och i skylarna guldbrun och den sandröda vägen, jeg älskar sådana enkla vägar bara för gående och för grova fordon efter fromma hästar Sådanna vägar tycks mig lika goda som någon livsfilosofi Och varje landskap, varje skiftning i landskapet, innehåller alla möjliga landskap och detta liv innehåller alla möjliga liv: Syrsornas, lysmaskens, grävlingens - alla tänkbara liv Och det är detta liv som skall fortsätta, som fortsätter också högre och hhögre upp, i andra sfärer Där pågår just nu detta liv som också är kvällsmolnens liv, och stjärnonrnas, och de befolkade världarnas, och de osynligas liv, och de dödas ty något annat liv finns inte: Alla lever de och skal leva och alla ger av sitt liv åt alla och lårnar sitt ljus åt alla och alla gömmer sitt ljus för alla och lever av och på alla och det är inte ett gott och inte et ont Det bara är Det finns lyckokänsla som kommer sällan men kommer ändå Det finns detta vårt förnimmandes vottnesbörd och detta vara till. Flyktigt är allt medvetande men flyktigt är inte fåfängligt. Så sluts min bukoliska sång.
lørdag, juni 03, 2006
fredag, juni 02, 2006
Åhja, det endelige plot:
Om man kan bruge det til noget? Tjae, ... det virker hvertfald nogenlunde, f.eks. er #16 og #26 kapitler fra den samme punktroman: Morten Søndergaards "Tingenes Orden", MS er også bagmand til 3 og 11. Birgit Munch har skrevet tekst 4, 12, 14 og 15 - Christina Hesselholdt #6 og #8, Janus Kodal #5. Iø. konkluderer vi (Jan og jeg), at Christina er den mest eksemplariske kortprosaist.




